# Handelsbetingelser

Senest opdateret 29. august 2026.

## 1. Parter og omfang

1.1. Nærværende handelsbetingelser ("betingelserne") udgør en
bindende aftale mellem:

- **Cofinal**, CVR 41289864,
  Rødovre Port 56, 1. 4, 2610 Rødovre, som driver servicen
  under navnet Cofinal ("Cofinal"), og
- den erhvervsdrivende, der opretter en konto og bruger
  servicen ("merchanten").

1.2. Servicen er en erhvervsydelse, der er beregnet til
erhvervsmæssig brug, for eksempel salg via en webshop.
Aftalen indgås i erhvervsøjemed, og forbrugerretlige regler,
herunder fortrydelsesret, finder ikke anvendelse. Ved
oprettelsen bekræfter merchanten, at kontoen oprettes i
erhvervsøjemed.

1.3. Ved at oprette en konto eller tilslutte sin Shopify-butik
accepterer merchanten betingelserne. Servicen må kun anvendes
til egen distribution, ikke til videresalg af selve servicen.

1.4. Cofinal kan ændre betingelserne med mindst 30 dages varsel
på email. Væsentlige ændringer giver merchanten ret til at
opsige aftalen med virkning fra ændringens ikrafttræden.
Fortsætter merchanten brugen efter ikrafttrædelsen, anses
ændringerne for accepteret.

1.5. Meddelelser under betingelserne sendes til merchantens
registrerede emailadresse og/eller vises i portalen. En
meddelelse anses for modtaget senest 24 timer efter afsendelse.
Alle frister i betingelserne løber fra den relevante
meddelelse efter dette afsnit.

## 2. Definitioner

- **cofinal.io:** websitet cofinal.io,
  herunder alle underordnede sider.
- **Varer:** merchantens produkter, som Cofinal
  modtager, opbevarer, plukker, paker og afsender.
- **Ydelserne:** modtagelse og kontrol (QC),
  opbevaring, pluk og pak, booking af fragt hos transportør
  samt håndtering af returneringer.
- **Shopify-butik:** den webshop, merchanten
  driver, som merchanten har forbundet til Cofinal.
- **Vareopfyldning:** en forud indsendt
  indlevering af varer i portalen, der beskriver indholdet af varer og antal.
- **Cut-off:** kl. 15:00 på hverdage. En ordre,
  der er bestilt efter kl. 15:00, afsendes næste hverdag; er
  den bestilt efter fredag kl. 15:00, afsendes den mandag.
- **Honorar:** samtlige betalte beløb til
  Cofinal for alle ydelser, herunder ordrehåndtering,
  opbevaring, fragt og returhåndtering.

## 3. Ydelsernes omfang

3.1. Cofinal modtager merchantens varer, opbevarer dem, plukker
og paker ordrer og booker forsendelse hos en transportør via
et fragtplatformssystem. Servicen omfatter endvidere
lageropdatering i merchantens Shopify-butik og håndtering af
returneringer. Cofinal kan udskifte fragtplatform og transportør
med umiddelbar virkning.

3.2. Cofinal er ikke transportør, speditør, forsikringsselskab,
toldrådgiver eller importør. Den fysiske transport varetages af
transportøren på transportørens vilkår. Cofinal er ikke
ansvarlig for Shopifys platform, herunder drift, fejl eller
ændringer hos Shopify.

3.3. Servicen er erhvervsdrivendes indbyrdes kontrakt.
Merchanten er selv ansvarlig over for sine kunder
(forbrugere), herunder after-sales-forpligtelser,
fortrydelsesret og produktkrav.

## 4. Merchantens forpligtelser

4.1. **Korrekte oplysninger.** Merchanten har
ansvaret for, at alle oplysninger, Cofinal modtager fra
merchanten eller merchantens Shopify-butik, er korrekte og
fuldstændige — herunder stregkoder, modtageradresser og øvrig
ordre- og produktdata. Cofinal påregner at kunne stole på
oplysningerne. Fejl og de direkte og indirekte følger heraf er
merchantens ansvar.

4.2. **Bindende instrukser i portalen.**
Handlinger, merchanten foretager i portalen, er bindende
instrukser til Cofinal. Det gælder blandt andet opløsning af
ukendte varer, hvor merchanten knytter en modtaget vare til en
bestemt SKU. Cofinal udfører handlingen efter instruksen og
hæfter ikke for fejl, der stammer fra en forkert instruks.

4.3. **Mål og vægt.** Satserne afhænger af
varernes mål og vægt. Cofinal måler og vejer varerne ved
modtagelse, og de registrerede mål er bindende grundlag for
fakturering. En vares gruppe afgør stykprisen; prissætningen
følger de aktuelle satser på
[cofinal.io/priser](/priser.md).

4.4. **Lovlighed og rettigheder.** Merchanten
garanterer, at varerne er lovligt fremstillet, erhvervet og kan
lovligt importeres, opbevares, sælges og sendes i Danmark og
destinationslandet; at merchanten ejer varerne og rettighederne
hertil, herunder immaterialrettigheder; og at varer, emballage
og markedsføring opfylder alle lovgivningsmæssige krav,
herunder produktkrav og mærkning.

4.5. **Forbudte varer.** Listen over forbudte
varer og særlige vilkår for temperaturfølsomme, skrøbelige og
værdifulde varer fremgår af
[dokumentationen](/docs/forbudte-varer.md),
som indgår i betingelserne. Farligt gods, fødevarer og
tilladelsespligtige varer modtages ikke, ligesom de varer,
som fragtselskabet ikke distribuerer (for eksempel ædelstene
og kunstværker), modtages ikke. Værdifulde varer modtages,
men fragtselskabets standardansvar er begrænset til 4.500 kr.
pr. pakke, og erstatning udmåles til varens dokumenterede
kostpris ekskl. moms; herudover henvises til merchantens
forsikringspligt efter afsnit 4.6.
Sendes en forbudt vare alligevel, opbevares den i karantæne
uden hæftelse, og den sendes enten retur på merchantens
regning eller destrueres efter skriftligt varsel med 14 dages
frist, uden kompensation.

4.6. **Forsikring.** Cofinal leverer ikke
forsikring af merchantens varer. Merchanten pligter at holde en
all-risks-forsikring, der dækker varernes fulde værdi under
opbevaring og transport hos og for Cofinal. Eventuel
transportforsikring er også merchantens ansvar.

4.7. **Indemnitet.** Merchanten godtgør Cofinal
alle krav fra tredjeparter, herunder omkostninger, der stammer
fra merchantens varer, data, mærkning, salg eller andre
forhold på merchantens side.

## 5. Modtagelse og vareopfyldning

5.1. Varer modtages udelukkende mod en forud indsendt
vareopfyldning i portalen. Kolli uden tilhørende vareopfyldning
afvises eller behandles som ukendte varer efter afsnit 5.

5.2. Ved modtagelse tæller og kontrollerer Cofinal hver kolli
(QC). **Det registrerede antal og den registrerede
tilstand er autoritative.** Merchanten kan gøre
indsigelse over det registrerede antal, tilstand og målinger
senest 5 hverdage efter underretning i portalen om, at
vareopfyldningen er afsluttet; derefter er registreringen
endelig.

5.3. Kolli, der ikke kan matches med den forventede
vareopfyldning, modtages som ukendte varer og grupperes. De
udgives til lageret først, når merchanten i portalen knytter
dem til en SKU. Knytningen er en bindende instruks jf.
afsnit 4.2.

5.4. Forkerte stregkoder, forvekslede SKU'er eller
manglende mærkning, der medfører fejl i modtagelse, pluk eller
afsendelse, er merchantens ansvar, og Cofinal hæfter ikke for
tab eller forsinkelser, der opstår heraf.

## 6. Opbevaring

6.1. Opbevaring faktureres pr. liter pr. nat efter gældende
sats. Målingerne fra QC er grundlaget. Al varebeholdning på
lageret faktureres — også varer under QC og beskadigede
varer, der venter på disposition.

6.2. Lageret er et almindeligt pakkelager uden kølekæde og
holdes mellem 10 og 35 grader. Lagerforholdene er til hurtigt
omsættelige varer. Cofinal hæfter ikke for forringelse,
herunder udløb, der skyldes lang opbevaringstid.

6.3. Har varer været uden bevægelse i 12 måneder, kan Cofinal
anmode merchanten om at træffe disposition (returforsendelse
eller destruktion). Returforsendelse faktureres som den
tilsvarende fulfillment-ydelse pr. enhed, jf. afsnit 15.3.
Svarer merchanten ikke inden for 30
dage, kan varerne opbevares videre mod ordinær afgift eller
destrueres efter varsel.

## 7. Afsendelse

7.1. Cofinal pakker og afsender ordrer på hverdage med cut-off
kl. 15:00. Cofinal garanterer afsendelsen — label booking og
overgivelse til transportøren — inden for den oplyste
behandlingstid. Leveringstiden er transportørens; GLS leverer
typisk inden for 1–2 hverdage til pakkeshop eller
hjemmelevering, men dette er vejledende og ikke en garanti.

7.2. Fragtsatsen følger kolliens mål og vægt efter Cofinals
måling. Fragtmetoder og satser vælges af merchanten i portalen
(rates). Den anvendte transportørs betingelser gælder for selve
transporten, herunder reklamationsprocedurer og dens gældende
standardansvar for tab og skader.

7.3. Cofinal kan tilbageholde afsendelse af ordrer, når
betaling misligholdes, modtageradressen ikke kan valideres,
varerne ikke er på lager, eller andre holder-forhold i portalen
er aktive. Holdets årsag fremgår af portalen. Tilbageholdelse
er ikke misligholdelse fra Cofinals side.

7.4. I varslede peak-perioder, for eksempel Black Friday, kan
behandlingstiden være forlænget. Forlængelsen varsles i
portalen og på cofinal.io.

## 8. Returneringer

8.1. Returneringer håndteres via Cofinals returneringsflow.
Returneringshåndtering faktureres som en samlet ydelse, der
omfatter håndteringen af returneringen samt returlabelen,
uanset hvem der har betalt fragten.

8.2. Modtagne returvarer kvalitetstestes. Varer i salgbar
stand lægges tilbage på lageret. Er en vare ikke salgbar,
underrettes merchanten, som inden for **14
dage** vælger dispositionen: returforsendelse
(faktureret som den tilsvarende fulfillment-ydelse pr. enhed,
jf. afsnit 15.3) eller kassering. Svarer
merchanten ikke inden for 14 dage, kasseres varen på
merchantens regning. Opbevaringsafgiften løber, indtil varen
er disponeret.

## 9. Betaling

9.1. Betaling sker med betalingskort på fil via Stripe.
Merchanten giver samtykke til, at Cofinal opkræver betaling
for afregnet forbrug på det tilknyttede betalingskort uden
yderligere godkendelse ved hvert træk. Forbruget opkræves som
registrerede enhedspriser, og beløbet kan derfor variere fra
træk til træk. Der trækkes automatisk, når forbruget når
merchantens beløbsgrænse, og senest hver 7. dag. Trækket sker
om morgenen. Merchanten kan opsige aftalen til enhver tid
efter afsnit 14.

9.2. Alle priser vises uden moms. Der lægges 25 % moms oveni.
Både beløbene og momsen fremgår af portalen og af hver
faktura. Beløbsgrænser fremgår af portalen.

9.3. Kan et træk ikke gennemføres, udsendes der varsel, og nye
forsøg foretages inden for trækvinduet. Misligholdt betaling
giver Cofinal ret til at sætte ordrer på hold, suspendere
ydelser og opsige aftalen.

9.4. Prisændringer varsles mindst 30 dage før ikrafttrædelse
på email og på cofinal.io. Fragtsatser, der afhænger af
transportørens takster, kan justeres med kortere varsel, hvis
transportøren ændrer sine takster; merchanten kan i så fald
opsige med øjeblikkelig virkning.

9.5. Forsinket betaling forrentes efter renteloven, og Cofinal
kan sætte fuldførelse af ordrer i bero, indtil betaling er
sket.

9.6. Indsigelse mod en faktura fremsendes senest 45 dage efter
fakturadato.

## 10. Ansvar

10.1. **Ansvarsomfang.** Cofinals ydelse omfatter
modtagelse, opbevaring, pluk, pakning og overgivelse af pakken
til transportøren. Levering, leveringstid og skader under
transport er transportørens ansvar. Cofinal garanterer
afsendelse, ikke levering. Afsender Cofinal en forkert vare
eller en fejlpakket forsendelse, korrigerer Cofinal fejlen
uden beregning for merchanten, herunder ny afsendelse.

10.2. **Transportørkrav.** Tab, skader og
forsinkelser under transport håndteres efter transportørens
vilkår. Cofinal fremmer merchantens krav hos transportøren og
udbetaler erstatning først, når og i det omfang transportøren
udbetaler. Cofinal fremsender kravet til transportøren uden
ugrundet ophold og orienterer merchanten om udfaldet.

10.3. **Tab og skader på lageret.** Varer, der går
tabt eller beskadiges, mens de er i Cofinals varetægt,
erstattes til **dokumenteret indkøbspris**
(leverandørfaktura eller tolddeklaration). Aldrig til salgspris,
avance, forsikringsværdi eller inklusive told, moms eller
fragt. Erstatningen er dog højst 50.000 kr. pr. hændelse.
Dokumentation for indkøbsprisen kan kræves.

10.4. **Samlet ansvarloft.** Ud over erstatning
efter afsnit 10.3 er Cofinals samlede ansvar under
betingelserne uanset antal krav begrænset til
**det laveste af** (i) **25.000 kr.**
og (ii) det samlede honorar, merchanten har betalt i de
**3 måneder** forud for den hændelse, der giver
anledning til kravet.

10.5. **Forsinkelse.** Leveringstider, herunder
behandlingstider, er vejledende. Hvis Cofinal på trods af
afsnit 10.1 alligevel holdes ansvarlig for forsinkelse, er
ansvaret begrænset til **10 % af det honorar**,
merchanten har betalt for ordrehåndtering af de forsinkede
enheder.

10.6. **Indirekte tab.** Cofinal hæfter ikke for
indirekte tab, herunder tabt avance, driftstab, omdømmetab
eller andre følgetab.

10.7. **Reklamationsfrister.**

- Synlig skade eller fejl i en leverance: senest
  **8 dage** efter, at merchanten er eller
  burde være blevet bekendt med skaden.
- Difference i modtaget vareopfyldning: senest
  **5 hverdage** efter underretning i portalen
  om, at vareopfyldningen er afsluttet. QC-registreringen
  er autoritativ.
- Alle krav skal være fremsat skriftligt til
  kontakt@cofinal.io.

10.8. **Force majeure.** Strejke, lockout,
ildsvåde, krig, naturkatastrofe, epidemisituationer, it-nedbrud
hos tredjepart og andre forhold uden for Cofinals rimelige
kontrol fritager begge parter for forpligtelser (bortset fra
betaling). Under peak-perioder med varslet forlænget
behandlingstid gælder afsnit 7.4 i stedet for faste
behandlingstider.

10.9. **Undtagelser.** Intet i betingelserne
begrænser ansvar for grov uagtsomhed eller forsæt. Hvor dansk
lovgivning tilsidesætter en begrænsning, gælder begrænsningen i
det omfang, lovgivningen tillader.

## 11. Merchantens ansvar

11.1. Merchanten har ansvaret for overholdelse af al lovgivning
om sine varer, herunder import, moms, told, mærkning,
produktsikkerhed og immaterialrettigheder. Merchanten er
importør af egne varer og skal sikre, at varerne er fritaget
for told og tilladelseskrav, før de sendes til lageret.

11.2. Merchanten hæfter for alle tab, der opstår som følge af
unøjagtige eller manglende oplysninger, herunder forkerte
stregkoder, SKU'er, mål, vægte og adresser, og for
følgerne af forkerte instrukser i portalen.

11.3. Merchanten er selv ansvarlig for at opretholde passende
forsikring af sine varer (jf. afsnit 4.6). Cofinal leverer
ikke forsikring.

## 12. Databehandling

12.1. Merchanten er dataansvarlig over for sine kunder for
ordredata, og Cofinal er databehandler. Behandlingen sker
udelukkende efter merchantens instrukser og i overensstemmelse
med databehandleraftalen, som indgår som bilag til
betingelserne. Ved tilslutning accepteres
databehandleraftalen.

12.2. Behandlingen af merchantens egne kontaktoplysninger
beskrives i privatlivspolitikken på cofinal.io.

## 13. Fortrolighed

13.1. Parterne holder fortrolige oplysninger, herunder
prissætning, forretningsdata og handelsdrift, fortrolige i
løbet af og i 2 år efter aftalens ophør.

## 14. Varighed og opsigelse

14.1. Aftalen kan af en af parterne opsiges til enhver tid
uden varsel, så længe der ikke er udestående betaling, varer
på lageret eller igangværende returneringer. Opsigelse gives
skriftligt (email er gyldig); fra merchanten kan den også
gives i portalen. Er der varer på lageret, udleveres de efter
reglerne i afsnit 15. Er der udestående betaling, skal den
betales i forbindelse med opsigelsen. Igangværende
returneringer afsluttes efter afsnit 8.

14.2. Cofinal kan opsige med øjeblikkelig virkning ved
væsentlig misligholdelse, herunder manglende betaling,
gentagne overtrædelser af afsnit 4 eller 6, eller ud fra en
konkret vurdering af, at varerne udgør en sikkerheds- eller
lovmæssig risiko.

14.3. Ved misligholdelse fra merchanten, der ikke er afhjulpet
inden for 8 dage efter påkrav, kan Cofinal suspendere ydelser,
tilbageholde varer og opsige aftalen.

## 15. Udlevering af varer efter opsigelse

15.1. Ved opsigelse skal varerne udleveres inden for
**30 dage efter opsigelsen**. Opbevaringsafgiften
fortsætter med gældende satser, indtil varerne er udleveret.

15.2. **Udlevering udføres udelukkende af Cofinal.**
Selvafhentning er ikke muligt, og merchanten har ingen adgang
til lageret ud over, hvad der fremgår af portalen. Adgang til
lagerets fysiske lokaler kræver forudgående skriftlig aftale.

15.3. Udlevering sker ved, at Cofinal pakker og afsender varerne
til en adresse, merchanten udpeger i portalen. Omkostningerne
faktureres pr. enhed efter varens gruppes stykpris ved
afsendelse (jf. gældende satser); pluk, pak og fragt er
inkluderet i stykprisen.

15.4. Er varerne ikke udleveret inden for fristens udløb jf.
afsnit 15.1, anses aftalen for misligholdt med hensyn til
udleveringen. Cofinal udsender herefter et skriftligt varsel med
14 dages frist. Udebliver udleveringen eller betalingen efter
fristen, kan Cofinal sælge eller bortskaffe varerne på
merchantens bekostning og risiko. Salgsoverskud efter fradrag af
udestående krav og salgsomkostninger udbetales merchanten; et
underskud forbliver merchanten skyldig.

15.5. Cofinal har panteret i de varer, Cofinal opbevarer for
merchanten, som sikring for udestående betalingskrav under
betingelserne.

## 16. Lovvalg og værneting

16.1. Betingelserne og alle tvister omkring dem er underkastet
dansk ret, og enhver tvist afgøres ved Retten i Glostrup som
første instans.

## 17. Kontakt

Cofinal
CVR 41289864
Rødovre Port 56, 1. 4, 2610 Rødovre
kontakt@cofinal.io

## Bilag 1 — Databehandleraftale

Denne databehandleraftale er bilag til handelsbetingelserne og
accepteres med tilslutningen. Merchanten er dataansvarlig, og
Cofinal (CVR 41289864) er databehandler
efter GDPR art. 28.

### 1. Behandlingens genstand, formål og varighed

Cofinal behandler personoplysninger fra merchantens
Shopify-butik: kundernes navn, leveringsadresse, telefonnummer,
emailadresse samt ordrens indhold. Formålet er at levere
ydelserne: modtagelse, opbevaring, pluk og pak, afsendelse,
håndtering af returneringer og lageropdatering. Behandlingen
varer, mens aftalen løber, og indtil data slettes efter
punkt 8. Kategorier af registrerede: merchantens kunder
(ordremodtagere) samt merchantens egne kontaktpersoner.

### 2. Instrukser

Cofinal behandler kun oplysningerne efter merchantens
dokumenterede instrukser — herunder overførsel til de
underbehandlere, der er nødvendige for at levere servicen.
Instrueres Cofinal efter sin mening i strid med
databeskyttelseslovgivningen, underrettes merchanten om det.

### 3. Fortrolighed

Kun medarbejdere og underleverandører, der skal bruge
oplysningerne for at levere servicen, har adgang til dem. De er
underlagt taushedspligt.

### 4. Sikkerhed

Behandlingen sker efter GDPR art. 32: al trafik krypteres
(TLS), adgangskoder opbevares i hashed form, backups er
krypteret, og adgangen er begrænset til det nødvendige.
Servicen hostes i EU hos ISO 27001-certificerede
leverandører.

### 5. Underbehandlere

Cofinal bruger følgende underbehandlere: Shopify, Shipmondo,
GLS, Stripe, Resend, Google, netcup GmbH (hosting, Østrig) og
Hetzner Online GmbH (backups, Tyskland). Merchanten giver
hermed sin generelle godkendelse til underbehandlere. Cofinal
underretter om udskiftning eller tilføjelse af underbehandlere,
og merchanten kan gøre indsigelse, indtil ændringen træder i
kraft. Underbehandlere er underlagt samme forpligtelser som
denne aftale. Overførsler uden for EU/EEA sker kun med de
garantier, der følger af GDPR kapitel V — se privatlivspolitikken
for, hvor og hvordan.

### 6. Registreredes rettigheder

Cofinal bistår merchanten med at opfylde registreredes
rettigheder (indsigt, berigtigelse, sletning mv.) efter GDPR
art. 12–22 og merchantens pligter efter art. 32–36, i det
omfang det er muligt.

### 7. Brud på personsikkerheden

Bliver Cofinal bekendt med et brud, der rammer merchantens
data, underrettes merchanten uden ugrundet ophold, så
merchanten kan opfylde sine notifikationspligter efter GDPR
art. 33–34. Underretningen indeholder art. 33, stk. 3's
oplysninger, i det omfang de er tilgængelige.

### 8. Ophør og sletning

Når aftalen ophører, slettes merchantens kundedata. Faktura- og
transaktionsdata opbevares i 5 år efter bogføringsloven.
Residualdata i krypterede backups slettes senest med de ældste
backups (op til cirka en måned).

### 9. Revision

Cofinal stiller de oplysninger til rådighed, der er
nødvendige for at dokumentere overholdelsen af denne aftale.
